Om foreningen

Køng Sogns Husflidsforening med Køng Husflidsskole er et stykke kulturhistorie, som stadig er et stort aktiv for Køng og omegn. Du kan læse om vores dejlige Husflidsskole herunder.

Husflidsskolen  har i 150 år været rammen om kreative aktiviteter.
Utallige ting - møbler m.m. er blevet fremstillet i Husflidsskolen gennem tiderne.
Siden 1930 har husflidsforeningen haft sin egen bygning på Højbro 15 i Køng.
Her tilbyder vi undervisning og kurser vinteren igennem - se mere under kurser.
I mange år har hovedaktiviteten været træarbejde, men husflid er mange andre ting.
F.eks. arbejde i læder, skind, drejning i forskellige materialer, knivfremstilling, bogbinding, møbelpolstring, pileflet, papirflet, intarsia (arbejde med indlagt finér) og meget mere - her er det kun fantasien og opfindsomheden der sætter grænser.
Aktiviteterne i husflidsskolen kan være stærkt vanedannende - der er deltagere, som har været aktive i ca. 60 år - og som ikke vil undvære de kreative timer og det sociale samvær.
Har du lyst til at deltage eller bare se, hvordan der er i husflidsskolen, så mød bare op enten til åbent hus arrangementerne eller på de respektive aftenhold mandage, tirsdage og torsdage. 

Du er altid velkommen til at kigge indenfor.

I løbet af sæsonen vil husflidsforeningen tilbyde weekendkurser, f.eks. kursus i trædrejning og pileflet og smykkefremstilling og kniv/læderkursus.

Går du rundt med kreative tanker om andre emner, så henvend dig til foreningen.
Det kunne måske inspirere andre og så kan vi eventuelt oprette et kursus.
Husflidsskolen vil gerne udvide aktiviteterne og tilføje nye grupper og nye fag.
Vi har en ide om at oprette en HOBBYCAFE - et sted hvor man kan "medbringe" sin hobby og gerne samle en lille gruppe af ligesindede, der mødes i Husflidsskolen.

Der bliver ikke tale om egentlig undervisning - det er blot et sted, hvor deltagerne kan mødes og benytte lokalerne - der skal kun betales for lys og varme.
Det kunne være: Bogbinding, trædrejning, knivfremstilling, læderarbejde, pileflet, intarsia (arbejde med indlagt finér), strikning, decupage, frimærker eller noget helt andet  - kun fantasien og interesserne sætter grænser .

Hvis du har en ide og kan samle nogle stykker omkring jeres hobby, så tag kontakt til foreningen og lad os drøfte det nærmere.

 



Køng Sogns Husflidsforening
Højbro 15, Køng
4750 Lundby

Telefon: 60156274

Mail: [email protected]


Medlem af Fora